Vil du gerne gøre det enkelt at spise sundt, så behøver du kun at følge 1 eneste kostråd.

 

Er det dig der sørger for, at familien får noget sundt at spise?

Så kender du sikkert dette her.

Når du prøver at servere noget sundt og mere grønt, så vrænger børnene på næsen, og manden spørger, om det er kaninens fødselsdag. Du synes egentlig heller ikke det smager så interessant, men vi bør jo følge nogle kostråd og spise noget sundt, tænker du?

Jeg vil godt give dig et KÆMPE klap på skulderen. Det er SÅ nemt, bare at gøre det vi plejer, og spise det vi plejer. Det at tilvælge sund mad, er ikke altid let, hvis vi er vant til noget andet. Vores smagsløg er måske ikke rigtig vant til det, og det kræver lidt viden, når man skal have forskellige råvarer til at smage godt.

Men du som sætter sund mad på dagsordenen hver dag – eller bare nogle gange om ugen – du skulle have en præmie. Du bærer faklen for en sund livsstil, og jeg elsker dig for det. Du går et vigtigt ærinde både for din egen, men også for din families og klodes sundhed.

Senere i indlægget vil jeg tippe dig med, hvordan du kan gribe det med kostråd an.

For hvad er sund mad egentlig? Der findes mange kosteksperter og kostretninger derude, både med og uden forstand. Og hvad skal man egentlig tro på?

I dette blogindlæg vil jeg hjælpe dig med at fokusere på det vigtigste, så du bedre selv kan finde vej i junglen af diverse kostråd og kostretninger. Så du selv kan vurdere, hvad der er værd at kaste sig over.

Du er det rigtige sted, hvis du gerne vil inspireres til generel mere sundhed gennem kosten. Er du fysisk meget aktiv, har allergier eller forskellige sygdomme eller lidelser, hvor kost også er en faktor, så vil jeg henvise dig til andre, som kan hjælpe dig med mere specifikke udfordringer.

Efter min mening har du ikke brug for endnu en kostretning, foodtrend eller særlige fødevarer. Så hør lige her…

Glem alt om fedtreduceret mandelmel, hampefrøproteinpulver og gojibær.

 

Misforstå mig ikke. Der er som regel intet galt i specielle produkter. Der er intet galt i at bruge dem, andet end at de oftest er temmelig dyre.

Hvis du vil have mest mulig sundhed for pengene, så er det grøntsagerne du skal fokusere på. Det er billigt, det er rigtig og almindelig mad, og du har råd til at spise det i de nødvendige mængder. Spiser du varieret, finder du mange af de samme sundhedsfremmende stoffer her, som bliver lovprist i en lang række powerfoods eller specielle fødevarer, som af nogle trends bliver særligt fremhævet.

Din krop er designet til at optage nærringstoffer fra helt almindelige råvarer, bare du spiser alsidigt. Du bliver ikke sundere af at supplere din kost med specielt udvalgte produkter eller fødevarer, som skal være særligt sundhedsboostende. Det har kun en pointe hvis din kost  og livsstilsvaner generelt er sunde. Er der noget galt her, hjælper det ikke at booste med særlige, men få fødevarer. Dit grundlag skal være i orden.

 

Dit sundhedsboost kommer fra de mange forskellige grøntsager du spiser

 

At spise mange grøntsager er derfor det mest enkle kostråd, og i virkeligheden det eneste du behøver.

„Men Mette, er det ikke bare endnu en kostretning i forklædning“

Næ, det er ikke en kostretning at spise flere grøntsager. Det er blot en påmindelse om at spise naturlig mad i de rette mængder, som det oprindelig var tiltænkt dig fra naturens side. Nothing more, nothing less. Der er ikke nogen kostretning i det. Det er bare naturligt og sund fornuft.

Har du nogle specielle udfordringer i forhold til din sundhed, skal du selvfølgelig forholde dig til det og opsøge kvalificeret hjælp. Der kan være forskellige lidelser hvor en særlig tilrettelagt kost med forskellige tilskud kan hjælpe. Og her mener jeg, at vi kan regulere mange forskellige sygdomssymptomer gennem kosten. Men langt de fleste af os vil forøge vores generelle sundhed markant – alene ved at spise flere grøntsager.

De fleste danskere har faktisk problemer med at få grøntsager nok. Mange når ikke op på det minimum, som er anbefalet. I en undersøgelse fra DTU Fødevareinstitut som omhandler danskernes kostvaner fremgår det, at vi spiser i gennemsnit knap 170 gram om dagen. Som du sikkert ved, så bør du MINIMUM spise 300 gr. om dagen.

 

Hvorfor er det sundt at spise mange grøntsager?

 

Alle de forskellige vitaminer, mineraler, fibre og fytokemikalier der er i grøntsager, skal din krop bruge hver dag til at opretholde en sund krop med velfungerende funktioner. 

Faktabox:

Fytokemikalier er nogle stoffer i planter som de bruger til f.eks. smag, duft og farve samt forskellige forsvarssystemer, beskyttelse og overlevelse mm.

Der findes tusindvis af stoffer, hvoraf mange har vist sig gavnlige for menneskers sundhed.

På samme måde som plantestofferne beskytter planten selv, så beskytter stofferne også mennesker mod mange forskellige sygdomme.

 

 

Din krop renser ud hver dag,  bygger nye celler og skiller sig af med diverse affaldsstoffer. Man kan også sige det på en anden måde – din krop reparerer, rydder op og lægger på plads og smider det ud, der ikke skal bruges.  Det er din krop i gang med hele tiden. Du hjælper din krop bedst ved at sørge for, at der er de byggesten tilstede, som den skal bruge. Byggestenene ankommer med den mad du indtager, på samme måde som en murer har brug for at få leveret de rette materialer til kunne bygge et hus.

Du kan nok se, at huset enten ikke kan bygges eller styrter sammen ved første vindstød, hvis ikke mureren har de rette byggesten eller bruger de rette metoder.

De rette byggesten i din kost gør din krop robust, levedygtig og modstandsdygtig.

Hvis du ikke får nok grønt, er der simpelthen nogle byggesten, du ikke får nok af, som din krop skal bruge.

 

Fordele ved at spise mere grønt:

 

Vitaminer og mineraler

Er byggesten til alle processer i vores krop. Fravær af vitaminer og mineraler eller ubalance mellem dem, kan føre til sygdom.

fytokemikalier

Man kender ikke virkningen af dem alle sammen, men man er blevet klar over, at mange af dem har en gavnlig indflydelse på vores sundhed, og kan spille en rolle i en lang række af vores sygdomme.

Fibre

I de fleste grøntsager er der mange fibre. Fibre hjælper med at vi føler mæthed, og de er med til at stabilisere blodsukkeret. Det vil vi gerne, fordi det er hårdt for vores krop med et meget svingende blodsukker. Det kan I sidste instans være med til udvikling af diabetes 2. Fibre er også vigtige for, at kroppen kan transportere affaldsstoffer væk.

Mange af grøntsagerne har lavt kalorieindhold, og sammen med fibrene kan det være vægtregulerende.

Klima

Måden vi spiser på påvirker udledningen af CO2. Vi bør spise flere grøntsager og mindre kød, end vi gør i dag for at mindske udledningen af den CO2, der skyldes fødevarer.

Du kan læse dette blogindlæg „Spis klimavenligt og gør en forskel.“ hvis du vil læse mere om den side af sagen.

Glæde

Så er der et personligt argument, som står for helt egen regning.

Hvorfor spise hvid, grå og brun mad (kød, sovs og kartofler) eller mad uden nærring, når man også kan spise mad med mangfoldige farver, smage og dufte som skaber oplevelser og glæde, når man spiser mange forskellige grøntsager?

 

Og budskabet fra mig er derfor….

Sørg for at spise mere grønt end du spiser kød og stivelsesholdige fødevarer(ris, pasta, kartofler mm.)

spis generelt mindre kød.

Spis så mange forskellige slags grønt og frugt du kan slippe af sted med.

Drop powerfood og særlige kostretninger indtil du har styr på de 3 ovennævnte(med mindre du har nogle særlige kost eller sygdomsudfordringer. (Det skal du søge hjælp til)

Spis ensartet men alsidigt. Skift ikke kost hele tiden, men lav mindre justeringer af gangen. Din krop bruger lang tid på at omstille sig. Når du laver store ændringer for ofte, kan din krop ikke finde ud af det, den vil gerne have ro og regelmæssighed for at fungere optimalt.

Hvis man skal koge det sammen til 1 enkelt kostråd, så er det

 

– SPIS MERE GRØNT!

 

Hvis du stadig er med mig, så fortsætter vi med, hvordan du kan gøre det i din hverdag.

Ud fra min erfaring, så kunne den almindelige dansker godt spise som vist på billedet nedenfor. Det er en tallerkenmodel, hvor kød og kartofler, ris, pasta fylder det meste og det grønne fylder det mindste.

Der er ca. 75 gr grønt på tallerkenen, og det er 25% af de grøntsager, du skal have på en dag. Du skal altså spise denne portion grønt 4 gange om dagen – og så er du endda kun oppe på minumumsanbefalingen på 300 gr. Det er ikke min oplevelse, at ret mange gør det.

Der er mange forskellige anbefalinger. Hvis du følger Fødevareministeriets anbefalinger skal du spise minimum det der hedder „6 om dagen“. Det vil sige ca. 300 g. frugt og 300 g. grønt. Man må meget gerne spise mere. Mange tror at de spiser sundt, men sandheden er at de fleste danskere ikke en gang får minimumsmængden. Gør du?

I forbindelse med forskellige kostretninger eller et særligt kostforløb, så kan anbefalingerne ligge på 500-1000 gram om dagen.

Tænker vi klimaet ind, bør vi spise mere end det som Fødevarestyrelsen anbefaler.

Af alle dem der arbejder med ernæring, er der forskellige bud på, hvad den rigtige mængde er. Du skal selv tage stilling til, hvad der er vigtigt for dig.

Vil du generelt booste din sundhed?

Vil du tabe dig?

Vil du spise klimavenligt?

……….. så ville jeg spise mere end de 300 gram.

At spise 1000 gram grønt om dagen kan sagtens være relevant for nogen, men det er virkelig meget, og jeg tror de fleste vil have så svært ved det, at de alligevel ikke kan gennemføre det.

VIL DU SPISE MERE GRØNT OG HVOR MEGET?

Hvor meget grønt spiser du? Hvordan ser din tallerkenmodel ud lige nu?

Hvilke fordele har betydning for dig, og hvordan skal det omsættes, til det du spiser?

Uanset af hvilken grund du gerne vil spise mere grønt, så prøv at tage udgangspunkt i hvor meget du spiser i dag, og sæt dig så et mål for, hvor meget du gerne vil op på. Arbejd dig henimod det, i et tempo du magter. Du kan altid sætte dig nye mål. Brug lagkagemodellen på tallerkenen til at arbejde med dit mål og gør gradvis lagkagestykket med grønt større, indtil du når dit mål. På den måde vænner du dig gradvist til, at det grønne fylder mere på tallerkenen.

Mange mennesker opfatter grønt som tilbehør og tager mængden af det hen på tallerkenen som – netop tilbehør – og dermed ikke ret meget af det. Vi skal vende det om, så vi tager grøntsagerne hen på tallerkenen i en mængde, så det spiller hovedrollen. Det er kødet, der er tilbehøret, og det skal tilføjes i en mindre mængde.

Mit personlige mål er at 50% af min kost skal være grøn, og jeg skal spise mindre kød. Jeg har en hormonforstyrrelse, som jeg bedst holder i ave ved at basere en stor del af min kost på grønt. Derud over giver det mening for mig, at tage klimaansvar gennem det jeg spiser. Når halvdelen af min kost er grøntsager, kan jeg også bare mærke, at min krop har det bedre i alle henseender. Desuden synes jeg, at grøntsager virkelig kan noget med smag og variation, som jeg ikke kan få i de andre fødevaregrupper.

Fordelt på en tallerken, ser min kost ca. sådan her ud: 

Jeg synes ikke jeg mangler noget, og jeg synes selv, det er passende.

Mindst halvdelen er grøntsager, og der er skåret ned for både kød og stivelse. Der er ca. 150 g. grønt på tallerkenen, så jeg skal altså fordele den anden halvdel jeg mangler på resten af dagens måltider for at nå de 300 g.  Det synes jeg er overkommeligt, og det ender da ofte også med, at jeg spiser mere end det.

Prøv evt. selv at veje 300 gr. grønt af på en tallerken, så vil du få en god fornemmelse af, hvor meget du skal spise til dine måltider, og dermed hvor meget der skal på tallerkenen.

Jeg spiser mere grønt end de fleste, men det er heller ikke så ekstremt, at det er svært at gennemføre. Med den mængde kan jeg også mærke sundhedseffekterne i min krop.

Nu er det din tur. Find ud af hvad der motiverer dig for at spise mere grønt, og sæt dig så et mål for, hvor meget det skal fylde på din tallerken ved alle måltider. Du skal ikke være bange for at være ambitiøs. Med gradvise forandringer kan du arbejde dig mod målet. Og sørg nu for at det er fyldt med god smag hele vejen. Det er vigtigt!

 

Sådan kan du starte med at gribe det an

 

Jeg vil anbefale dig at bruge denne tankerække til at styre både indkøbs- og spisevaner: 

 

  • Køb det- lav det- spis det.  Det skal være dit mindset.

  • Det grønne skal spille hovedrollen, de andre elementer er tilbehør.

  • Gør det til en sport at spise så mange forskellige slags grønt som muligt. Følg årstiderne.

  • Krydderi og smag er vigtig, maden skal smage godt.

  • Tænk i farver. Forskellige farver på tallerkenen gør maden meget appetitlig.

 Det starter allerede, når du laver indkøbsseddel og køber ind. Når du skal have mere grønt på tallerkenen, så skal det grønne også fylde mere på både indkøbssedlen og i varekurven

Væn dig til at grøntsagerne skal fylde mere på tallerkenen.

Giv dem du laver mad til en god oplevelse, mad de kan genkende og forbinder med at blive mætte. Anret maden på en tallerken, så du bestemmer fordelingen af de forskellige ting. Sørg for at det ser appetitligt ud, og at det smager vildt godt Og husk at rigtig meget af det handler om vaner. Vaner kan du læse mere om i dette blogindlæg: „Er det en udfordring at spise mere grønt?“

Download ”3 METODER DER GØR DET LET AT SPISE MERE GRØNT“, hvis du vil have 3 nemme opskrifter, som kan hjælpe dig i gang med at spise mere grønt. Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, får du den automatisk tilsendt.

Kunne du bruge det til noget? Kommenter meget gerne for neden.

HAR DU BRUG FOR EN KICKSTART, TIL AT KOMME I GANG MED MERE AF DET GRØNNE PÅ TALLERKENEN?

 

Læs mere om kurset KICKSTART TIL MAD MED MERE GRØNT – kom nemt i gang med 4 vigtige værktøjer, som du får svært ved at undvære, og se om det er noget for dig.

Hvis du vil have de 3 nemme opskrifter, så kan du få adgang til download når du tilmelder dig mit nyhedsbrev i formularen herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar