Sund mad behøver ikke at være svært, og det behøver heller ikke at tage lang tid. Her er et par tips til at lave nem mad på ca. 30 minutter.
Nem mad behøver ikke at være fiskefingre og pomfritter.
Du kan selvfølgelig altid lave rugbrødsmodellen med avocado og spejlæg, eller det pålæg du nu godt kan lide (bare huske at spise nogle grøntsager til)……….meeeen måske er du blevet lidt træt af rugbrød, og vil gerne have lidt varm mad, også når du ikke har så meget tid. Og i det hele taget bare have oplevelsen af et godt måltid mad, som er nemt at lave.
Med få varer som du altid sørger for at have i dit basislager i køkkenskab, køleskab eller fryser, er du godt hjulpet, hvis du ikke har nået at købe ind eller bare ikke rigtig har fået planlagt noget.
Disse fødevarer kan du med fordel altid have i huset:
- Dåsemad som flåede tomater, kikærter, bønner og linser på dåse.
- Forskellige former for frostgrønt. Jeg er særligt glad for spinat, ærter, grønne bønner og grønkål, men du kan også have nogle af de mange grøntsagsblandinger man kan få liggende. Hav et forskelligt udvalg af dine favoritter.
- Så anbefaler jeg bulgur eller couscous. Det skal nærmest bare overhældes med kogende vand, lad det stå, mens du laver det andet færdigt. (du kan også koge det). Tilberedningstiden afhænger lidt af producenten.
- Derud over har jeg også altid æg og skyr (eller et andet syrnet mælkeprodukt stående)
- En form for kål der kan snittes (spidskål, hvidkål eller rødkål – de kan holde sig længe i køleskabet i modsætning til salat)
- Tomater, løg og peberfrugt, gulerod
Hvis du sørger for altid at have omtrent disse fødevarer i huset, så kan du hurtigt lave sund og nem mad, uden den store planlægning.
Herunder kommer et forslag til, hvordan menuer som er hurtige og nemme, kan se ud.
30-minuts-menuer
Grøntsagsomelet
Bulgursalat med kyllingefilet (eller kyllingebryst) og ærtepure
Karrykål og hakket kød med ærter
Hakkebøf med kikærtesalat
Krebinet med bønne-tomatsalat
Skindstegt fisk med wokgrøntsager
Bagte bøffer toppet med grønt
Herunder ser du en opskrift på hakkebøf med bønnesalat og tomatsalsa. Opskriften er sponseret af:
„SUND MAD PÅ 30 MINUTTER – SÅDAN LAVER DU MAD MED MERE GRØNT I EN SUND HVERDAG“.
Læs evt. mere HER.

HAKKEBØF MED BØNNESALAT OG TOMATSALSA
400-500 g. hakket oksekød
½ broccoli eller blomkål
¼ spidskål
1-2 peberfrugter
2 gulerødder
1 dåse bønner, f.eks. brune, sorte, hvide eller lima
3 store tomater
olie
salt, peber
olie-eddike dressing (købt eller lav den der er i opskriften herunder)
Olie-eddike dressing
4 spsk. olie
½-1 spsk. balsamico eddike
½ tsk. salt
¼ tsk. peber
½-1 fed hvidløg
1. Form bøffer af kødet, krydr dem med salt og peber, og steg dem på panden.
2. Mens kødet steger gør du salaten klar. snit buketter fra broccolien eller blomkålen fint. Hvis du har tid, så blancherer du kålen i 15 sek. i kogende vand. Snit spidskålen fint, og snit de øvrige grøntsager i passende stykker. Dræn vandet fra bønnerne, og bland alle grøntsager og bønner godt med dressingen. Gem ½ spsk. dressing til tomaterne. smag til med salt og peber.
3. Tjek om bøfferne er færdige. Hvis de er, sluk og lad dem hvile, mens du laver tomatsalsaen.
4. Skær tomaterne i en små tern, læg dem i en skål, og vend dem med ½ spsk. olie-eddike dressing. smag til med salt og peber
Hvis du er interesseret i mere af den slags, så kan du se nærmere på et produkt jeg har skabt, som hjælper dig med at lave sund mad i en travl hverdag. Her lærer jeg dig mere om basis-vare-systemet samt…
…HVAD DU SKAL KØBE
…HVAD DU KAN FORBEREDE
…HVAD DU KAN GØRE, NÅR DU SLET IKKE HAR NOGET I HUSET
Det hele er sat op i opskrifter, modeller, lister osv. så det er nemt for dig at gå til.
For mere information kan du læse mere HER her.
Ekstra TIPS:
Dressing
Lav en dressing så du har til en hel uge. Det kan du sagtens, hvis du baserer den på olie og eddike. (eller du kan have en købt udgave i køleskabet).
Krydderier
Brug altid salt og peber, og smag til inden du serverer. Du kan også altid tilføje flere krydderier. Brug dine yndlings – dem du har i skabet i forvejen. Det kunne være karry, basilikum, oregano, timian, paprika, chili.
Spidskommen og koriander er ikke så almindeligt at bruge. Jeg har det altid i skabet, og det vil jeg også anbefale dig at have. Ofte bruger jeg en blanding af disse to samt chili, og det tilfører virkelig et tvist til maden, hvis man trænger til lidt variation.
Kød
Hvis du lige sørger for at hapse noget kød med på vejen hjem fra arbejdet, eller husker at tage det op fra fryseren, inden du tager af sted om morgenen, så er der endnu flere muligheder for de måltider, du kan lave.
Kød der er egnet til nem mad
Hakket kød, svinemørbrad, kyllingebryst – eller filet, fisk
Jeg har indtryk af, at der er mange, der ikke kan lide fisk, men det er lidt synd, for det er nok den bedste sunde fastfood fødevare, der findes, hvor du får max. sundhedsvaluta for pengene, i forhold til den tid du skal bruge.
Det tager 5 – 10 min at stege et stykke fisk, hvis du køber noget der er udskåret og ordnet. Ofte bruger jeg de frosne sildefileter, som kan fås meget billigt. Det smager virkelig godt på f.eks. et stykke rugbrød med en kål-æblesalat til.
God fornøjelse
Lad mig høre fra dig, hvis du kunne bruge de metoder og tips jeg har skrevet om. Skriv gerne i kommentarfeltet.
Læs mere om „SUND MAD PÅ 30 MINUTTER – SÅDAN LAVER DU MAD MED MERE GRØNT I EN TRAVL HVERDAG“ HER.
0 kommentarer